Parvmanernes Hemmelighed

Uddrag:

Vi fik hverken mulighed for at efterlade rødderne udenfor parvmanernes by eller skynde os hjem til Mor og Far ved morgenlysets frembrud.
Vi sov ikke længe, selvom vi alle tre var udmattede efter gårsdagens anstrengelser.

Vi fik en brat opvågning, da syv parvmanere med skinnende hjelme, bryst- og rygplader, bevæbnet med hellebarder vækkede os brutalt ved at stikke os i siden med deres våben.

Det var endnu ikke blevet lyst, kun et svagt morgenlys kunne skimtes i trætoppene.
Nede mellem skovens træer nåede solens stråler endnu ikke, hvilket gjorde det svært at skelne andet end omridset af ens omgivelser.
”Op med jer. Op!” råbte en af soldaterne: ”Hvem er I, og hvorfor lusker I rundt herude?”

I begyndelsen kunne jeg ikke finde ud af, hvem af soldaterne der råbte. Halvt i søvne prøvede jeg at lokalisere stemmen.
Først rettedes min opmærksomhed mod to soldater, der stod i min side af Nikolajs interimistiske foreløbig, midlertidig, temporær. skovseng. Meget naturligt, da det var dem, som blev ved med at prikke til mig med deres hellebarder. Mens jeg forsøgte at vågne af min søvndøs, hørte jeg Nikolaj, fra den anden side af skovsengen, arrigt sige:
”Hvis du bliver ved med at stikke til mig med den lille pind, så skal jeg få dig til at sige splat.”
Nikolaj henvendte sig til to soldater, som havde taget opstilling ved hans side af sengen. De to vagter trådte hurtigt et par skridt tilbage åbenlyst nervøse for, hvad denne kæmpe kunne finde på at gøre.

Den største af vagterne, der befandt sig bag de andre soldater, så ikke ud til at blive skræmt. Så vidt jeg kunne bedømme, var han soldatergruppens leder, og det var vist ham, der havde råbt op for et øjeblik siden.
Gruppelederen sprang hurtigt et par skridt frem, så han kom imellem Nikolaj og de to soldater. Hurtigt førte han med en øvet bevægelse sin hellebard frem og rettede den op mod Nikolajs ansigt:
”Du kan prøve, din forvoksede kødæder.”